|
Aktuelle links' for
hele sognet















| |
Strandby Kirkes historie
Strandby kirke fremtræder helt forskelligt fra de to andre kirker i sognet. Den
er opført i 1965-66 efter tegning af arkitekt J. Blegvad, Aalborg som
filialkirke til Elling kirke. Den hastigt voksende fiskerbys befolkningstilvækst
havde skabt behov for en kirke i Strandby, og meget passende er det blevet sagt
om Strandby kirke, at den kunne minde lidt om en fiskekutter med sejl (taget) og
styrehus (tårnet). Arkitekten oplyser dog, at han især har været inspireret af
de romanske landsbykirkers enkelhed i form og materialer. Grundformen i selve
kirken er ægformet, med den spidse del af ægget mod øst, hvor alteret står. Syd
for skibet findes en særskilt bygning med tårn og forskellige brugsrum. En
overdækket gang forbinder de to bygninger med hinanden. Kirkens tagkonstruktion
hviler på en buet limtræsbjælke, som er svunget opad mod vest. Når man står ved
alteret og ser mod vest giver denne form et stærkt indtryk af stræben opad mod
himlen, en stræben, der understregedes af de høje, smalle lysåbninger øverst i
murværkets vestlige runding. Bygningen er opført i mursten, hvidkalket og har
sort tjærepap på taget. Rundt omkring i murene findes lysåbninger strøet ligesom
tilfældigt ud, og i disse sidder råglassten i forskellige farver. Inventaret er
overalt i enkle, usmykkede naturmaterialer: rå mursten, eg og messing. Bygningen
er tydeligt inspireret af den franske arkitekt le Corbusiers værker.
To søstre i Strandby, Johanne og Grethe Nørgaard, skænkede en grund til
opførelsen af kirken. Denne skråner mod øst, og bygningen er fint tilpaset
terrænforholdene, således at bygningens stræben mod himlen understreges. Kirken
er et usædvanlig vellykket eksempel på moderne kirkearkitektur, som skal ses.
|